Forside
 Artikkeloversigt
 Forsvarssamarbejdet omkring TAB
 Presse regeringen
 Atter pres på regeringen
 Atomvåben på Grønland
 Blodtud til Danmark
 Brev til Fogh Rasmussen
 Brev fra Fogh Rasmussen.htm
 Carswell´s correspondance
 Carswells Petition
 Christoffersens RP
 Danmark for EU domstol
 DCC Info jan. 1968
 Dobbelt så meget plutonium
 En stædig vestjyde
 Et forventeligt svar
 EU Parlementet behandler sagen
 EU parlementet gransker Thulesagen
 EU støtter Thulesagen
 EU-Parlementer får Thulesagen
 Flovt at være dansk
 Fogh afviser EU-kritik
 Fogh´s brudte løfter
 Foreign Relations
 Foreningen
 Forsvarsaftalen
 Forvoksde klove på Moskusokser
 Grønlandske partiformænd kræver dansk handling
 Ingen grund til bekymring i Qaanaaq
 Kan presse regeringen
 KGB bag B-52 ulykken
 Kritik af rapport om Thulearbejderne
 Legal Opinion
 Oprydningen
 Opsummering af sagen
 Plutonium på Thule
 Preliminary Development History
 Regeringen atter presset
 Regeringen genåbner sagen
 Rester af B 52 fundet i 1977
 Risørapporten
 Risø Strålingsfare ved Thulebasen
 Risørapporten fulde ordlyd
 Risørapporten giver nye skyts
 Spring ud
 Stråleramte håber på EU-parlamentet
 Thulearbejderne aldrig undersøgt
 Thulebasen central for USA
 Thulesagen til Parlamentet
 Thuledokumenter  1
 Thuledokumenter  2
 Thuledokumenter  3
 Thuledokumenter  4
 Thuledokumenter  5
 Thuledokumenter  6
 Thuledokumenter  7
 Thuledokumenter  8
 Thuledokumenter  9


Aluminiashoppen

Thulesagen

Spring ud

Thules lys forsvandt under flyets næse og piloten gav ordren: »Spring ud!«

Pilot John Haug stod op klokken fem den morgen i 1968 på Plattsburgh-basen i staten New York i den nordøstlige del af USA. Datteren Katharine Alice sov stadig, men hans kone Mary var allerede i gang ude i køkkenet. Der var heller ikke for meget tid, hvis han skulle nå at gennemgå de sædvanlige briefinger og rutinetjek, inden han skulle lette med flyet klokken 7.30. Han gik ud i køkkenet, mens han trak det arktiske undertøj på. »Skulle det nu også være nødvendigt,« spurgte Mary.

»Du ved jo, hvor jeg skal hen, så jeg kan lige så godt tage det på, hvis man skulle gå hen og .falde ned.« Så talte de ikke mere om ruten. Mary var ikke for ingenting airforce-hustru. Hun vidste alt og ingenting. Mens John spiste morgenmad, kiggede han flyveplanerne igennem, som han allerede havde fået dagen forinden. De sad i et chartek, Mary havde givet ham. Udenpå havde hun tegnet et stiliseret stenografitegn for »jeg elsker dig«. Mary kunne godt lide, at John fik et ordentligt måltid, inden han tog af sted, så hun serverede steg, kartoffelmos, to spejlæg og kanelboller efter den specielle Plattsburgh-opskrift sammen med kaffen.

I nyhederne var det som sædvanligt Vietnamkrigen, der fyldte mest. John kyssede den sovende datter farvel og tog afsked med Mary og hunden Mitzi. Så gik han under den store grædepil på plænen foran huset ud til bilen og kørte gennem basen op til 528, Bomb Squadrons hovedkvarter, hvor han mødte resten af besætningen til briefing.

Meget var rutine, men John brød sig ikke om at høre, at han igen skulle skifte fly. Det oprindelige havde fået et rødt X, hvilket ville sige, at der var noget i vejen med det. Nu stod der også et rødt X på planen ud for afløsermaskinen. Så jordpersonellet var ved at klargøre en tredje maskine. Fem af besætningsmedlemmerne var fra John Haugs stambesætning E-14.

Desuden var der så en navigatør og en tredjepilot, der var lånt fra andre besætninger. John hilste på tredjepiloten, major Al-fred J. D' Amario, som havde mindst lige så megen flyveerfaring på disse togter, som han selv.

Der var ingen grund til at give ham en særlig briefing. »Sig til, hvis du har nogle spørgsmål,« sagde han. Derpå tog hele besætningen over til basens køkkenbygning, hvor de kunne vælge præcis den mad, de ville have med på turen. Maden blev pakket i metalkasser og var beregnet på at blive tilberedt i en lille ovn i flyet. Så tog de til barakken for personlig udrustning, hvor de iførte sig flyverhjelmene og fik en kasse kaliber 38-revolvere med.

Og så blev de kørt ud til B-52eren, der ventede som en stor fugl med ludende, udbredte vinger på startbanen.

Jes Qujavkitsoq fik den sidste hund på plads i træklinen, og hans kone og søn gjorde sig parate.

De kunne se lysene fra Knud Rasmussens Thule og lidt ved siden af det langt stærkere lys fra den amerikanske base. Der var imidlertid stille på basen denne søndag. Der kom ikke de sædvanlige hverdagslyde derindefra, og der var heller ingen fly at høre. Der var sket store ændringer på den gamle boplads, selvom den stadig gik under navnet »Knud Rasmussens Thule«.

Det var hertil, den store dansk-grønlandske opdagelsesrejsende var kommet dengang i århundredets begyndelse, da alt var helt anderledes. Sammen med den store, godmodige danske bulderbasse Peter Freuchen, med Stauning-skægget, skabte han her en handelsstation, der var langt mere end det. Den smukke og charmerende unge Knud Rasmussen brugte dagevis på at lukke sig inde med stedets gamle kællinger, som han fik til at fortælle historier i timevis, mens de skyllede kaffe ned som saftevand.

Det var historier fra igloerne og fra de røgfyldte tørvehytter, som takket være Rasmussen blev kendt under betegnelsen eskimoisk kultur på universiteter verden over. Sammen med Freuchen og de bedste eskimoiske fangere tog Knud Rasmussen også med slæderne på opdagelsesrejser, der var så dristige, at de ofte var ved at koste alle deltagerne livet. Og så gik de ellers på jagt. Og handlede. Og festede i dagevis. Kunne man komme meget nærmere Paradis?

Sådan var det i hvert fald, når stedets beboere tænkte tilbage. Men så, under krigen, var der blevet lavet en lille vejrstation. Så var der kommet en lille landingsbane inde i dalen. Og i 1951 vågnede de en morgen op til en mærkelig fjern dunken. Og da de kravlede op på Thulefjeldet, kunne de se en hel armada af skibe, som sendte mindre landgangsbåde ind til kysten. Hele den sommer havde amerikanerne sprængt klipper og bragt præfabrikerede huse i land og lavet en flere kilometer lang landingsbane. Der kom tusindvis af amerikanske arbejdere og soldater.

Den lille boplads lå ud for basen på den lille tange, som munder ud i Thuleklippen. Her lå eskimoerne s tørvehuse til den ene side, mens den lille danske koloniby med pæne og sirlige træhuse lå til den anden side. Amerikanerne foretog rundvisninger ned til stedet, men ellers var det soldaterne forbudt at komme eskimoerne nær. Og det var eskimoerne forbudt at komme ind på basen. Det havde danskerne bestemt. Det betød, at nogen af de bedste jagtruter blev skåret over. Men hvad kunne man gøre?

Så i 1953 kom kolonibestyreren og præsten en dag tilbage fra København og kaldte hele bopladsen sammen. Der fik befolkningen besked på, at de skulle pakke alle deres ejendele og rejse i løbet af fire dage. Deres huse ville blive jævnet med jorden, fordi amerikanerne skulle bruge stedet til at stille kanoner op på. Alle flyttede naturligvis, når danskerne sagde det. Men for beboerne føltes det, som om man havde fået pisk som en hund.

Beboerne i Knud Rasmussens gamle Thule var blevet anvist et nyt sted 150 km længere nordpå, som blev kaldt Qaanaq. De fleste var taget derop, mens nogen var taget til mindre bopladser i området. Senere var verdens største radar blevet opført på et bjerg længere inde mod indlandsisen. Danskerne fortalte, at amerikanerne fortalte, at man kunne se alt hvad der foregik i luftrummet inde i Sovjetunionen med den.

Der kom også andre ny bygninger op rundt omkring på bjergene. Ingen vidste rigtigt, hvad de blev brugt til. Og inde på indlandsisen lavede amerikanerne vældige tunneler, og de konstruerede kæmpemæssige slæder trukket af bulldozere til at komme derind.
.
.-. .
Ingen vidste helt, hvor mange amerikanere der var på basen, men det drejede sig nok om nogle tusinde militærfolk. Det blev sagt, at basen var konstrueret til at rumme 20.000 i tilfælde af krig. Desuden var der så omkring 1.000 danske arbejdere til at lave det grove arbejde. Og en enkelt dansk officer til at holde øje med det hele.

Qujavkitsoq slog smæld med pisken, og den lille familie begav sig hen over havisen. Isen var lidt ujævn, men ellers udmærket. Alt tegnede til, at det ville blive en stilfærdig tur uden problemer.

Major D' Amario skulle sidde i et ekstra navigatør-instruktør sæde under starten, og han havde lidt svært ved at få sine grejer placeret, så han skubbede tre stofbetrukne skumgummipuder ind under sædet.
John Haug gjorde sig klar til start i cockpittet. Ved siden af ham sad 2. piloten, den unge Leonard Svitenko.Det var en god og rolig mand at have der. Svitenko tænkte på at blive præst efter sin tid i flyvevåbnet, og det var typisk, at han havde skriftet inden turen, noget ingen af de andre havde haft lyst til.

John fik klarmeldinger fra de øvrige. Det var kaptajn Richard Marx, der stod for den elektroniske krigsførelse. Kaptajn Curtis Criss, der var navigatør. Major Frank Hopkins, der var radionavigatør. Og agterskytten seniorsergent Calvin Snapp. Så kørte John ud på startbanen og gav gas.

Da de var kommet op i flyvehøjde, rejste major D' Amario sig og flyttede lidt om på sagerne ved sin plads. Han stuvede endnu en skumgummipude af vejen under sædet og satte en af madmetalkasserne ned for at holde dem på plads. Så lagde han overlevelsesudstyret på sædet, lagde faldskærmen ovenpå og sikrede begge dele med sikkerhedsbæltet.

Der var noget ironisk i, at han var blevet pilot, eftersom han ikke brød sig meget om højder. Han var bange for at opholde sig nær ved kanten af en klippe eller en bygning eller i nærheden af vinduer i stor højde. På den anden side var det noget, der gjaldt for mange piloter.
 

I cockpittet havde John problemer med autopiloten. Når han satte den til, bevægede flyets næse sig langsomt en smule op og ned. John prøvede at koble fra og til, men problemerne fortsatte. Det var irriterende, men ikke alvorligt og efter et par timers flyvning blev udsvingene mindre. Da de nærmede sig tankflyet og havde det omkring to mil forude, slog JoJm over på optankningsautopiloten. Der var igen noget galt, og flyets næse dykkede lidt, da han slog den fra igen.

Andenpilot Svitenko sagde, at autopiloten målte halvanden grad forkert. John besluttede at lave tankningen manuelt. Han tog et godt greb i styretøjet, og de nærmede sig den anden maskine~. som havde optankningsbommen hængende efter sig som en lang brod. John manøvrerede kæmpeflyet tættere og tættere på, mens operatøren i tankflyet styrede bommen ved hjælp af små finner på spidsen. Så sagde det klik, og bommen var på plads i første forsøg.

Det tog 12 minutter at få tanket op, og John tog så igen flyet op i dets normale flyvehøjde og lagde kursen ind efter Thule. Så sagde han til Svitenko, at han skulle gå ned at hvile sig og at major D' Amario skulle komme op og fungere som 2. pilot. Så nåede de Thule, og mens de kunne se basen ligge dernede som en lille lysende by meldte John sig på radioen og sludrede lidt med basen om vejret. John sagde, at flyvningen foregik uden problemer og spurgte om hans ven major Wessels mon var til stede dernede. Basens radiooperatør Howard Warriner sagde, at han godt kendte majoren, men at han ikke var i nærheden. Han lovede at sige til majoren, at en pilot ved navn John Haug ville hænge i luften over basen et godt stykke tid på »smørknivsturen«.

John lagde så maskinen ind efter det nordlige vendepunkt på turen. Nu var det ren rutine de næste timer. Fra Thule skulle de flyve nordpå, så sydpå hen over basen til det sydlige vendepunkt, så nordpå igen osv. Hvis TAB

uventet blev ramt af en sovjetisk atombombe, skulle de melde det tilbage til USA og straks tage af sted for at udslette mål i Sovjetunionen.

Da de havde foretaget vendingen ved rutens nordlige punkt, sagde major D' Amario, at han syntes, det var ved at blive lidt koldt i cockpittet, og John gav ham lov til at slå over på nødopvarmningssystemet. John holdt øje med måleren, der viste temperaturen i varmerørene. Først sank temperaturen mærkværdigvis lidt, men så steg den til 220 grader celsius inde i rørene. De næste 20 minutter prøvede D' Amario at finde en passende indstilling, fordi John klagede over, at det nu var blevet for varmt i cockpittet.

Det så ud til at være lykkedes, da de nåede det sydlige vendepunkt 90 mil fra Thule. Navigatøren Curtis Criss opgaven ny kurs, og John startede et højresving. Richard Marx lå i den underste køje i hvilerummet, da han mærkede flyet dreje og samtidig syntes, han fik en underlig duft af brændende skumgummi i næsen. Han vækkede Svitenko, som lå og sov i den øverste køje og gik så tilbage til sin plads.

Derfra meldte han over samtaleanlægget, at han kunne lugte røg. John gav alle besked på at åbne for iltapparaterne og finde ud af, hvor røgen kom fra. Samtidig slog han varmesystemet tilbage på »normal«. Navigatøren Curtis Criss rejste sig og gik ned i den bageste del af den underste kabine for at se, hvor røgen kom fra. Han flyttede en overlevelsespakke, der lå ved siden af det ekstra navigatør-instruktørsæde, men der var intet. Han gik tilbage til sin plads igen, men nu syntes radionavigatør Frank Hopkins, at han kunne se røg til venstre for navigatør-instruktørsædet.

Curtis Criss gik derned igen, flyttede en mad-metalkasse og fik øje på røgen, der kom derindefra. Han gik hen til sin plads igen og meldte over samtaleanlægget, at han kunne se røgen nu. Så tog han et bærbart iltapparat på og prøvede at finde kilden til røgen. Men han var kommet til at indstille apparatet på »nødforsyning«, så det tømtes i løbet af kort tid. Han sprang hen til sin plads igen ~g forbandt sig til den normale iltforsyning, fik fat i en ildslukker og rettede den mod navigatør-instruktørsædet, hvor der nu var synlige flammer.

John hørte i hovedtelefonerne, at der nu var åben ild. Jeg må have maskinen ned og alle ud hurtigst muligt, tænkte han og kaldte basen. »Jeg starter en nødlanding, jeg beder om tilladelse til at lande«. Men der var et godt stykke til Thule, og det var et spørgsmål, om han kunne nå det, hvis ilden bredte sig hurtigt. Curtis Criss meldte over samtaleanlægget, at han nu havde brugt begge ild slukkerne, og at der ikke var flere om bord.

John gav ham besked på at bruge vand. Curtis Criss sagde, at han syntes, det så ud som om, der lå olie på gulvet, så det turde han ikke. Det ville bare få det hele til at flamme op. John tænkte på, om olien ikke blot var skumrester fra ildslukkerapparatet, men der var ikke tid til at kontrollere det.

Han sagde til Criss, at han skulle prøve at kvæle ilden. John trak gashåndtagene tilbage og lod motorerne gå i tomgang og aktiverede luftbremserne på vingerne, men samtidig lod han flyets bratte nedstigning øge dets fart, så det hurtigst muligt ville nå Thule.

Basens lys dukkede op, han deaktiverede luftbremserne og gjorde dykket mindre stejlt men Thules lys var stadig langt væk. Så blev cockpittet fyldt med røg, og det var ikke længere muligt at se instrumenterne. Han gav D' Amario besked på at sænke trykket i cockpittet, og røgen forsvandt.

Men så forsvandt elforsyningen, og røgen kom igen, så den dækkede nødinstrumenterne. John rakte ned til venstre for sig, hvor han havde sin polarnødtaske stående med papirer og andet vigtigt. Han mærkede chartekket med Marys tegn for »jeg elsker dig« udenpå. Men det var ikke det, han skulle bruge lige nu. Han fandt frem til lommelygten og rakte den til D' Amario ved siden af med besked om, at han skulle lyse på instrumentbrættet.

Så prøvede John at få generatorerne i gang igen, men det var umuligt, og han kunne heller ikke se noget på instrumenterne, selv _om D'Amario gjorde sit bedste med lommelygten.

Det eneste,han kunne se ved at læne sig frem, var Thules lys, der mindede ham om en stjerne i det fjerne og den styrede han efter. Han besluttede nu, at det ville blive umuligt at nødlande, og at de måtte springe ud i faldskærm over basen, så ville han lade flyet fortsætte for at blive knust et øde sted nord for basen. »Gør klar til at forlade maskinen. Gør klar til at springe ud i faldskærm,« sagde John.

Leonard Svitenko meldte sig på samtaleanlægget og spurgte, hvordan han skulle komme ud nede midt i maskinen, hans normale 2. pilotsæde var jo optaget af D' Amario nu. John gav ham besked på at gå gennem ilden og komme hen til navigatørernes nødluge.

Svitenko sagde ikke noget, men han måtte vide, at det ville blive vanskeligt at kravle ud gennem en nødluge i stedet for som de andre at blive skudt ud med et katapultsæde. Skytten Calvin Snapp meldte sig fra kanontårnet bagest i maskinen: »Hvor er vi, hvornår skal vi springe ud?« John lænede sig frem, men han kunne ikke længere se lyset fra Thule. Det måtte være skjult under næsen.

Måske var de allerede ved at passere. Det var umuligt at vide, hvor hurtigt de fløj. Alt forude var mørkt. »Vi er over Thule nu, spring ud!« beordrede han så over samtaleanlægget. Så rejste han sig og gik op på det øverste dæk, men kunne ikke se nogen i skæret fra ilden nedenunder. Han gik tilbage til sin plads og måtte føle sig frem det sidste stykke. Så hørte han fire dæmpede eksplosioner, og D' Amario i sædet ved siden af vendte sig mod ham: »Hvad var det?«

»Det var katapultsæderne. Jeg har givet ordre til, at alle forlader flyet. "Spring ud!" De to piloter satte sig til rette og trak i udløsermekanismen næsten samtidigt. D' Amario følte ikke noget egentligt stød, snarere et hårdt skub. Han sad i sædet, mens det røg ovenud af flyet og væk, da faldskærmen foldede sig ud.

Men så skete der noget mærkeligt. Han fløj opad, mod himlen. Jorden under ham måtte være en fremmed planet. Kunne han mon være midt i en voldsom opadgående vind? Så forstod han, at han var på vej ned.
John trak i udløseren og så instrumentbrættet forsvinde under sig, men han mærkede ingenting.

Jes Qujavkitsoq sad forrest på slæden og holdt hundene i gang, da noget fik ham til at vende sig om. Han syntes, han så et glimt af lys i polarmørket. Han stoppede slæden og gav et dask med pisken for at holde to af hundene fra at indlede et slagsmål. Så kom lyset igen, og det bevægede sig frem mod ham og hans familie! Nu var også hans kone og søn opmærksomme på ildkuglen. Det så ud som om, den havde en mørk kerne, som det brændte ud af flere forskellige huller. Det måtte være et fly.

Den brændende ting passerede lavt hen over dem. Så faldt den ned på isen med et voldsomt brag, og slæden rystede. Flyet spyede ild tunger i alle retninger. Ligesom det fyrværkeri, man ser i bladene fra de hvides lande, tænkte Jes. Hundene sad nu stille og kiggede på branden. Jes tog sønnen med og gik frem mod ilden.

Der lugtede forfærdeligt. Da de kom tættere på, begyndte der at dukke vragstykker op. »Du skal ikke røre dem. Man ved aldrig, hvad det er,« sagde Jes. Han var bange. Hvad skulle han stille op, hvis de fandt stærkt lemlæstede mennesker. Alligevel gik han tættere på, indtil han og sønnen ikke længere kunne holde varmen ud. »Hallo!« råbte de. De råbte flere gange, men ingen svarede. Vinden begyndte at vende, og den sorte røg bevægede sig i deres retning. Der var ikke noget at stille op, og Jes fik hurtigt sønnen med tilbage til slæden. Familien satte i gang og fortsatte deres rejse.

John vågnede og forstod, at han hang i en faldskærm på vej ned i nattemørket. Det var koldt, og hjelmen var væk. Han havde heller ingen handsker på. Han forsøgte at holde om sig selv for at få varmen. Der var lys dernede, det måtte være Thule. Han mistede bevidstheden lidt, men vågnede op igen og mærkede faldskærmen ryste let. Det faldt ham ind, at det måtte være trykbølgen fra flyet, der eksploderede. Måske havde braget vækket ham. Han forsøgte at vende sig, men kunne ikke.

Så landede han i sneen.

På et bjerg ovenover ham lyste et roterende fyr. Han måtte være i nærheden af startbanen. Men der var noget galt med det ene ben. Han kom fri af faldskærmen og fik fat i overlevelsesudstyret, men kunne ikke åbne pakken, selvom håndtaget gik op som det skulle. Fingrene var ved at være stive, og han måtte hurtigt have noget til at beskytte dem og hovedet mod kulden. Så fik han øje på to store hangarer tæt på. Men da han forsøgte at gå, kollapsede det højre ben. Han måtte prøve igen; hvis han gik forsigtigt, så det ud til at lykkes.

Han nåede frem til den første hangar og fandt en dør, men der lå en snedrive foran den. Han prøvede at kravle op, men det var umuligt. Så han fortsatte langsomt til den næste hangar og fandt en dør. Den gik op, da han prøvede. Hangaren var fuldstændig mennesketom. Der hang en telefon på væggen, og han gik hen og tog røret. »Hallo, det er John Haug, pilot på det fly, der lige er styrtet ned. Nej, jeg ved ikke hvilken hangar, jeg er i men den er stor.«

Mens han ventede på, de skulle finde ham, gik han hen til en parkeret lastbil og kiggede i et af sidespejlene. Hans ansigt var smurt helt ind i blod. »Du godeste, det er et smukt syn,« sagde han til sig selv. Så hørte han redningsholdet ved døren.

Uddrag af bogen "Thule Sagen Løgnens Univers" skrevet af Journalist ved TV Avisens udenrigsredaktion Poul Brink som med sin systematiske afdækning af Thule-sagen gennem 10 år startede Thulesagen. Desværre døde Poul Brink for nogle få år siden, men han har efterladt et værdifuldt  dokument i form af hans bog som  jeg kun kan anbefale læserne selv at skaffe og læse. Bogen er udgivet på forlaget Aschenhoug som har  givet tilladelse, at jeg offentliggører denne side.

Thule-sagen blev starten på næsten 40 års hemmelig dansk atompolitik - og en uafrystelig politisk gyser.

Siden er omfattet af Forlagets Aschehoug´s Copyricht og intet må gengives uden deres tilladelse.

Retur til toppen

Ophavsretten tilhører forfatterne.
Artikler og informationer må ikke elektronisk kopieres eller
indekseres uden forfatternes tilladelse.
Materialet må ikke bruges og distribueres i kommercielt øjemed.

Materialet må ikke anvendes uden kildeangivelse